Som noget helt nyt er Østrig nu kommet med på listen over lande, som HHX samarbejder med. Det betyder, at Handelsgymnasiet i weekenden for allerførste gang sendte 14 HHX-elever fra 2.g afsted til den østrigske by Graz.
Her er de nu indkvarteret privat hos østrigske familier og har haft første skoledag. Desuden har de på kort tid allerede haft en masse kulturelle oplevelser. Opholdet er økonomisk støttet af Erasmus+, der er et EU-program, som støtter internationalt samarbejde om uddannelse og læring.
Graz-teamet har sendt dette rejsebrev hjem til SCU:
Så er den første hele dag her i Graz gået. Turen herned gik godt, og der var højt humør hele vejen. Da vi forlod flyveren i Graz, meldte nervøsiteten sig hos eleverne, for nu skulle de jo ud og møde "deres østriger" og deres familier, som tog dem med hjem.
Men mødet med familierne er gået så godt. Dagen efter var det en flok glade unge mennesker, som fortalte meget om deres oplevelser indtil nu. De hygger sig i familierne og med deres østrigske "bror" eller "søster". Alle som én fortæller de, at de er blevet taget så godt imod, østrigerne er søde, gæstfrie og interesserede, og flere af østrigerne har givet deres værelser til eleverne, så de bor godt. Flere har også allerede været ude og udforske Graz.
De østrigske elever er meget overraskede over, at vi to danske lærere er dus med vores elever. De østrigske elever kalder deres lærere ved efternavn og siger De til dem, mens lærerne siger du til eleverne.
Her til eftermiddag har vi været til Krampus-løb uden for Graz. Det er en meget stor ting hernede. Krampus er julemandens onde "tvilling", der "prygler" børnene. Og Krampus-løbet er en kæmpe begivenhed.
Deltagerne er klædt meget uhyggeligt ud med masker og lange horn - det er faktisk en hel industri at producere maskerne, og der er håndværkere, der simpelthen lever af det. Løbet foregår på en lukket plads, og de kommer tæt på tilskuerne og slår med ris, der minder om et fastelavnsris. Det var en meget speciel, men stor oplevelse.
De østrigske undervisere, Anna og Christoph, er søde og imødekommende, og i morgen venter den første skoledag, som starter kl. 7.35! Det er normalt hernede, og det betyder, at nogle elever skal hjemmefra kl. 6.30! Vores elever skal med østrigerne ud i deres klasser og overvære undervisningen. Skolesystemet er anderledes hernede, og lærerne underviser både små børn og unge mennesker. Som i Tyskland vælger man i Østrig allerede i 10-års alderen, om man fx vil i gymnasiet.
Vi er sikre på, at det bliver en oplevelsesrig uge, og indtil nu går det over al forventning.
De største hilsner fra Annette og Birgitte