Elever, der drømmer om at bo og arbejde i udlandet, har mulighed for at komme afsted via et af SCUs populære talenttilbud, den såkaldte OPU-ordning (OPU = Oplæring i Udlandet).
Efter sommerferien er fire HHX-elever - Frederik Mejlgaard Bliddal, Dicte Nørvang Bisgaard, Mathilde Norré Lausten og Caroline Lund Jørgensen - klar til et år i München. Med fast job, løn, masser af oplevelser, faglig og personlig udvikling.
Frederik Mejlgaard Bliddal har fået læreplads hos banken Caceis, mens Dicte Nørvang Bisgaard, Mathilde Norré Lausten og Caroline Lund Jørgensen har fået lærepladser hos Infinion Technologies.
Der er skolemoduler i løbet af OPU-opholdet og en afsluttende eksamen. Efter et år får OPU-eleverne både et dansk uddannelsesbevis og et European Business Baccalaureate Diploma (EBBD).