Lectio Håndbog

13.

maj

2019

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

Alle er på fornavn
med Robert

Udklip (4) Udklip (4)

SCU’s karismatiske elevrådsformand, Robert Ladefoged Laursen, bliver student til sommer og stopper derfor som formand.

De seneste tre år har han ydet en fabelagtig indsats for fællesskabet på tværs af alle ungdomsuddannelser. Her gør han status over tiden på SCU.

Navn: Robert Ladefoged Laursen
Alder: 
20
Bopæl: 
Ry
Slagråb: 
Når jeg siger ”HH”, siger I ”X”…
Yndlingssted på SCU: 
Mediateket
Er vild med: 
At betragte folk og hilse på dem
Planer efter sommerferie: 
Læse politik og økonomi på Aarhus Universitet
Mailsignatur:
Mvh Robert Ladefoged Laursen
HHX-3D
Handelsgymnasiet på SCU
Formand for Elevrådet
Formand for Hyggeudvalget
SoMe Manager i Festudvalget
  
Medlem af Morgensamlingsudvalget på HHX.
Medlem i Aktieklubben på SCU
Medlem i Campusrådet Skanderborg

Hvad er din bedste oplevelse på SCU?
Uhhh, der er mange. Men den sidste fredagscafe, vi havde, for et par uger siden, var helt vild. Det var en nomineringscafe, hvor vi skulle kåre Årets Par, Årets Bommert osv. Der var fire nominerede til Årets initiativtager/kæledægge, og da vi kom dertil, begyndte alle i kantinen at råbe ”Robert Robert ”. Kantinen gik amok, jeg fik en medalje, og det havde jeg slet ikke forventet. Det var virkelig en fed oplevelse.

Og så kunne jeg virkelig godt lide at dele hatte ud til folk på den store hatte-dag, vi havde arrangeret. Jeg kan også huske den allerførste Fredagscafe, jeg var til i 1.g. Jeg troede, at det var en lektiecafe, så jeg sad i hjørnet med min bærbare, men pludselig var der høj musik og gang i den, og jeg var med til at vinde førertrøjen på dansegulvet – og jeg tænkte bare WOW!

Hvad er din største kikser?
At tro, at jeg kan være med i alting. 2.g var alt for vildt, jeg var med i ti forskellige råd og udvalg bla. Ungdomsrådet. Når jeg kigger i min kalender for april og maj 2018, så var der noget hver eneste dag – også i weekenderne, og samtidig skulle jeg passe 2.g. Det var ikke så smart. Jeg fik stress, hele min krop var i alarmberedskab, og tankerne myldrede afsted. Så den lektie har jeg lært i en tidlig alder, jeg kan mærke på mig selv, når der begynder at være for mange ting.

Favoritfag?
Matematik, International Økonomi, Finansiering og Innovation.

Hadefag?
Der er ingen fag, jeg hader. Men nogle fag som for eksempel tysk og engelsk siger mig bare ikke så meget. Sprog er ikke min stærke side. Jeg har ikke sprogøre. Jeg forstår bare ikke sprogets regler og grammatikken.

Hvorfor involverer du dig så meget?
Jeg vil gerne have indflydelse og påvirke tingene i den retning, som jeg tror på. Og så kan jeg bare godt lide at engagere mig. Da jeg ikke har et fritidsjob, så er der også lidt ekstra tid der, og så passer jeg mine sengetider. Jeg går altid i seng kl. 22, og det er med til at holde energien kørende. Jeg tror også på, at den, der har evnen, har pligten.

Hvad har du fået ud af dine 3 år på SCU?
Jeg er blevet en stærkere person, og jeg har fundet ud af, at andre også godt kan lide mit værdisæt om at møde verden med åbne arme og tro på fællesskabet. Jeg lavede for eksempel kampagnen #dyrkfællesskabet, som blev taget godt imod. Jeg er også blevet klogere på, hvad jeg gerne vil. I begyndelsen var jeg i tvivl om, om jeg skulle læse økonomi eller statskundskab, men nu ved jeg, at jeg gerne vil blande det.

Hvad står der om dig i den blå bog?
Jeg er lidt gammeldags. Jeg kan godt lide at hilse på folk og give håndtryk, og jeg kan navnene på alle HHX-elever. Jeg præsenterer mig også altid med navn, når jeg tager telefonen, og jeg kan godt lide at skrive mails. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er jeg bare.

Gode råd til nye elever?
Engager dig i skolen – der er en ledelse og et personale, som virkelig gerne VIL os elever, og det er sjovt. Meld dig ind i fællesskabet. Få godt med søvn.

Hvordan er det at sige farvel til SCU?
Det er svært. Det der med ting, der sker for sidste gang. Sidste fredagscafe, sidste morgensamling, sidste finansieringstime… Man knytter tætte bånd her. Jeg kommer til at savne det…

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12