Lectio Håndbog

30.

marts

2020

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

Emil Svensson i 2.g:
Savner mest det sociale

Emil Svenson Emil Svenson

På grund af Corona-situationen og nedlukningen af Danmark foregår al SCUs undervisning nu i den virtuelle verden. Men hvordan er det egentlig at sidde derhjemme ved skærmen?
SCU har ringet til HHX-elev Emil Svensson fra HH2C, som her fortæller om sine erfaringer.

Hvordan har du det?

Jeg har det godt, keder mig lidt engang imellem. Men ingen i min familie er syge, så det er dejligt.

Hvordan er det at gå i skole hjemmefra?

Det fungerer fint med de forskellige programmer, som vi bruger i den virtuelle undervisning for eksempel Teams, Zoom og Discord. Her kan jeg snakke med læreren og de andre i klassen.

Men det er lang tid at være alene, og man føler sig meget alene, når der kun er en selv til at løse en opgave. Normalt ville vi jo arbejde sammen og sparre med hinanden i klassen på skolen. Det savner jeg virkeligt meget.

Hvad synes du om at “arbejde sammen” med klassen på afstand?

Det er rart at “mødes” i den virtuelle verden, fordi vi kan se hinanden, og vi kan høre hinandens stemmer. Det føles godt, og alle virker til at være glade for at “ses”. 

Vi har for eksempel haft virtuel eksamensprøve i psykologi, hvor vi simulerede en eksamenssituation og snakkede sammen i grupper og stillede uddybende spørgsmål. Selvom det ikke var optimalt, fungerede det ok. Her kunne vi undervejs også sende små sjove videoklips til hinanden, som spredte god stemning. Det føles godt at grine sammen.

Selvom det måske lyder underligt, så betyder det meget at mødes virtuelt og snakke sammen, for ellers tror jeg, at jeg ville blive skør i hovedet af kun at være hjemme sammen med familien.

Hvad savner du?

Jeg savner helt klart mest det sociale. Savner at være sammen med de andre på skolen og hænge ud med vennerne i frikvarteret. Derfor håber jeg heller ikke, at vi skal fortsætte med at have virtuel undervisning i lang tid. Når vi på et tidspunkt, forhåbentligt snart, vender tilbage til normal skole igen, så kan vi eventuelt bruge det virtuelle, når en lærer er syg. Det har jeg ikke tænkt på før.

Hvad har overrasket dig mest de seneste par uger?

Jeg er overrasket over, hvor meget jeg savner at være sammen med mine venner. Jeg har aldrig tidligere tænkt på, hvor stor pris jeg sætter på at være sammen med andre mennesker, men det er jeg blevet meget bevidst om nu. Dagene uden social kontakt kan virkelig føles meget lange. Jeg har et par enkelte gange gået en tur, med afstand, med en kammerat for at få frisk luft og snakke om, hvordan det går, og det har været totalt rart.

Læs flere artikler om elevernes erfaringer med den virtuelle hjemmeundervisning i forbindelse med Corona-nedlukningen her:

Hjemme hos Kathrine, EUX Business

Hjemme hos Nesreen, AVU

Hjemme hos Kristine, HHX

 

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12