Lectio Håndbog

2.

juli

2024

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

EUX-elev er vild med biler og drøner rundt for at skaffe læreplads:

Er det dig i den grønne golf?

IMG 8438 IMG 8438

Anna Lis Lund Kristensen er så vild med biler, at hun tog utraditionelle metoder i brug for at få eftertragtet læreplads hos bilforhandler. Med en stak ansøgninger på passagersædet i hendes helt egen påfuglegrønne Golf 7,5 kørte hun rundt til samtlige bilforhandlere i Horsens og Silkeborg. Fjerde stop gav gevinst. Anna Lis Lund Kristensen har fået læreplads hos Aunsbjerg.

Anna Lis Lund Kristensen er passioneret bilejer af en påfuglegrøn Golf 7,5 fra 2018 med Pretoria fælge og aerodynamisk spoiler. Hun har planer om i fremtiden at få bilen sænket og ændret udstødningsrørene.

- Da jeg så golfen første gang, forelskede jeg mig i farven. Jeg havde fundet den på bilbasen og kørte 1,5 time til Bramming ovre ved Esbjerg, og der stod den med facelift og fuldstændig salgsklar. Golfen var dyrere end, hvad jeg umiddelbart lige havde tænkt mig at smide på en bil, men jeg måtte bare have den med hjem, understreger den 19-årige Anna Lis Lund Kristensen, der netop er færdig med de første to år af sin ungdomsuddannelse på EUX Business på SCU i Skanderborg.

Efter to år på skolebænken følger to års læreplads, hvorefter hun både har en erhvervs-uddannelse og en studenterhue, og det var købet af den påfuglegrønne golf i Bramming, der gav blod på tanden til en læreplads som bilsælger. Golfen har hun i øvrigt selv sparet sammen til ved at have to studiejobs ved siden af skolen.

- Jeg blev fascineret af hele køb-og-salg-situationen og fik tanken om en læreplads hos en bilforhandler. Men jeg ved, at der ikke er så mange af den slags lærepladser, og de få, der er, er vildt eftertragtede. Der er jo heller ikke så mange piger i lige præcis den branche, så jeg synes ikke, at jeg bare ville sende en mail med min ansøgning. Det giver også et meget bedre førstehåndsindtryk at være der fysisk, forklarer Anna, der efter inspiration fra sin far besluttede at tage utraditionelle metoder i brug for at få fingrene i drømmelærepladsen.

Hun fandt adresserne på samtlige bilforhandlere i Horsens og Silkeborg, printede en stak ansøgninger og kørte rundt til 25 bilforhandlere for at overrække sin ansøgning personligt. Det var en mission, der helt bevidst blev udført med strategisk akkuratesse og raffineret snilde.

- Når jeg ankom til en bilforhandler, sørgede jeg at parkere tæt på hovedindgangen og bakke ind i båsen, så de både kunne se bilen og se, at jeg altså godt kan finde ud af parkere baglæns. Det fjerde sted var Aunsbjerg, og da jeg kom ind, spurgte chefen ”Er det dig i den grønne golf? Sådan en bil, ser vi ikke hver dag, den har en flot farve,” husker Anna Lis, som blev inviteret indenfor til en snak med salgschefen.

Hverken for stort eller småt - perfekt for mig

- Jeg var målløs over at komme så langt på fjerde stop. Vi havde en rigtig god snak, en slags jobsamtale. Han kunne godt lide, at jeg kom i min egen bil, og det viste sig, at de faktisk søgte en bil-elev. Og jeg kunne bare lide stedet med det samme, 80-90 biler på lager, hverken for stort eller for småt, perfekt for mig, smiler Anna Lis, som på trods af den gode oplevelse på fjerde stop alligevel valgte at fortsætte ruten og aflevere sine ansøgninger som planlagt.

Efter to uger blev hun inviteret til jobsamtale nummer to, hvor hun også mødte de to andre sælgere hos Aunsbjerg i Horsens. De aftalte en måneds prøvetid, som nu for længst er gået, og Anna Lis arbejder fortsat som salgsassistent hos Aunsbjerg - primært i weekenderne og eftermiddage efter skole.

Efter hun nu har fået den grå EUX-studenterhue på, starter hun fuldtid som bil-elev hos Aunsbjerg.

- Stedet er lige mig, det går virkelig godt. Specielt kan jeg godt lide hele salgsteamet. Arbejdet er sjovt, og opgaverne varierer, og jeg synes virkelig salgsprocessen er meget spændende, hvor jeg kan hjælpe kunder med at finde den helt rigtige bil til deres behov, siger Anna Lis.

Ansvar for dæk og engros

I weekenderne er der fuldt fokus på bilsalg, vejledning af kunder og bookning af prøvekørsler. Mens der på hverdage er mere fokus på al forarbejdet. Nye biler skal klargøres, der skal skrives salgstekster og monteres udstyr. Bilerne skal vaskes og have nummerplader på, de skal placeres i snorlige rækker udenfor, og der skal vaskes gulv - og området, hvor værkstedskunderne sidder og venter, skal stå knivskarpt.

- Jeg har allerede fået ansvar for dæk-området og vores engros-biler, som skal sælges på auktion. Jeg har også ansvar for udendørs-området, hvor bilerne skal stå skarpt på række. For eksempel skal el-bilerne stå sammen, hybrid for sig, benzin og diesel og så videre. Nogle gange skal jeg også hente en bil et sted i Danmark, og de ture nyder jeg, siger Anna Lis Lund Kristensen, som også valgte at skrive EOP – ErhvervsOmrådeProjekt – på EUX Business om netop Aunsbjerg.

 

Video: Velkommen til EUX

EUX Business

Når jeg ankom til en bilforhandler, sørgede jeg at parkere tæt på hovedindgangen og bakke ind i båsen, så de både kunne se bilen og se, at jeg altså godt kan finde ud af parkere baglæns. Det fjerde sted var Aunsbjerg, og da jeg kom ind, spurgte chefen ”Er det dig i den grønne golf? Sådan en bil, ser vi ikke hver dag, den har en flot farve

Anna Lis Lund Kristensen

IMG 8430 IMG 8430

Anna Lis Lund Kristensen fandt adresserne på samtlige bilforhandlere i Horsens og Silkeborg, printede en stak ansøgninger og kørte rundt til 25 bilforhandlere for at overrække sin ansøgning personligt. Det var en mission, der helt bevidst blev udført med strategisk akkuratesse og raffineret snilde.

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12