

Betina Jensen gør lynkarriere i Holland som manager for en ny Flying Tiger, der på rekordtid er i top3 over landets bedst sælgende butikker. Her har hun ansvar for budget, varekøb, lagerstyring, ansættelser og personalepleje, alt imens hun også har vagter på gulvet og indretter butikker rundt omkring i Holland.
Som ung teenager blev Betina Jensen fra Odder smaskforelsket i en hollænder, og de havde et langdistanceforhold, mens hun gik på EUX Business. Men så snart hun havde fået studenterhuen på i 2021, pakkede hun sine ting og rejste ned til den lækre hollænder uden en konkret plan om hverken job eller uddannelse.
- Jeg fik huen på, var med til studenterkørsel, og så flyttede jeg ind i hans lejlighed i Tiel i Holland. Jeg sprang bare ud i det, fortæller Betina Jensen, som hurtigt begyndte at lede efter job.
Første sted var et af de private jobcentre i Holland, hvor hun troppede op og sagde ”Hej, kan I hjælpe mig med at finde et job?”. Det resulterede i et lagerjob, hvor der skulle pakkes ordrer.
Andet job var i kundeservice hos Any-lamp, lyskilderdirekte.dk, der sælger lyspærer, hvor hun stod for kontakten til det danske marked. Men et stillesiddende kontorjob var ikke lykken. Der skulle ske noget mere.
- Jeg fik en hollandsk veninde til at hjælpe mig med at lave et CV, og så gik jeg rundt og afleverede CV’er til en masse butikker i gågaden i Ütrecht, og sådan kom jeg ind i Flying Tiger, husker Betina Jensen, der begyndte som almindelig medarbejder og siden avancerede til assistent manager.
- Jeg nød helt vildt at arbejde i butikken. Der var et fedt team og gode chefer, og da de spurgte om, jeg ville være assistent manager, sagde jeg ja med det samme.
Efter to år dukkede der pludselig en ny mulighed op, idet Flying Tiger havde planer om at åbne en splinterny butik i storcentret i Ütrecht – en by med knap 400.000 indbyggere, hvoraf næsten halvdelen er unge under 30 år. Byen er kendt for sine hyggelige kanaler, hvor caféer og butikker ligger direkte ned til vandet.
- Jeg havde jo slet ikke tænkt på at blive manager eller noget i den stil. Jeg var jo bare forelsket og tog til Holland, men da butikschefen kom og sagde til mig, at der skulle åbne en ny FLying Tiger, og at de skulle bruge en manager, og at hun synes, jeg var kvalificeret til det, jamen så tænkte jeg, at sådan en chance får jeg ikke igen, siger Betina Jensen, der i dag taler flydende hollandsk.
Herefter begyndte et helt nyt arbejdsliv. Hun fik butikken i Ütrecht bygget op og indrettet, fik varer bestilt og ansat et team af medarbejdere - og det går nu så godt, at butikken på rekordtid er i top3 over landets bedst sælgende Flying Tiger.




- Jeg er så glad for jobbet og stortrives med det, fordi der er så mange forskellige opgaver. Jeg kan ikke lide at sidde stille, og her sker der hele tiden noget nyt. Jeg er stadig meget ”på gulvet” i butikken, men står også for det administrative, så jeg har det bedste fra to verdener, forklarer Betina Jensen, der især nyder opgaven som merchandiser.
En merchandiser i Flying Tiger opbygger displays og udstillinger og har det overordnede ansvar for, hvordan butikken ser ud, og hvordan varerne bliver bedst muligt præsenteret.
- Jeg har fundet ud af, at jeg rigtig godt kan lide at lave udstillinger og sætte tingene op på en indbydende måde. Distriktschefen har sendt mig ud til andre butikker i hele Holland for at hjælpe med at bygge flotte displays, og her fra september får jeg ansvaret for en ekstra butik, siger Betina Jensen.
Som manager er hun allerede nu ved at planlægge julen. Hele butikkens sortiment skal skiftes, og ud fra en plantegning skal hun planlægge kundens rejse gennem butikken, det såkaldte macroflow. Hun skal også bestille varerne hjem, have styr på lagerbeholdningen og samtidig lave vagtplaner, registrere timer, ansætte folk, holde MUS-samtaler, eller Fly-Talks, som de hedder i Flying Tiger.
- Det skal være sjovt at arbejde i butikken, så vi griner meget. Jeg vil gerne have, at folk har det godt, mens de er på arbejde. Min stil er en venlig approach, hvor jeg tager mig tid til at forstå mennesker og tage individuelle hensyn og skabe en god stemning. Der er tre personer fra mit tidligere arbejde, som har kontaktet mig og søgt job i butikken, og jeg fik blomster af en mor til en svensk/brasiliensk pige, der har været ansat, og det gør mig glad. Modsat måtte jeg desværre fyre en medarbejder, og det var virkelig svært, og jeg kan mærke, at den del af manageropgaven skal jeg lige vokse med, vurderer Betina Jensen.
Selvom hun midt i en travl hverdag i Flying Tiger ikke går rundt og tænker på EUX Business, så er den grundlæggende viden fra ungdomsuddannelsen i Skanderborg lagret i baghovedet.
- Jeg ville elske, at jeg kunne sig noget helt konkret, som jeg bruger fra EUX. Men det kan jeg ikke. Det er mere en grundlæggende feeling af, at jeg ved, hvordan en virksomhed fungerer, jeg kender business-modellerne, og hvad der er vigtigt i en butik. Og så bygger jeg ovenpå den viden, suger alt det jeg kan til mig, lærer hurtigt og knækker koden, siger Betina Jensen.
Hun er ikke længere sammen med hollænderen, men har alligevel valgt at blive i landet – hvor længe ved hun ikke. Undervejs er der dukket en ny kærlighed op.




Betinas gode råd til dig, der overvejer job i udlandet:
· I DK kan man godt være nervøs for alt det utrygge ved at tage til udlandet, men når man først er derude, finder man ud af, at det hele nok skal gå
· Meld dig ind i Facebook- eller Instagram-grupper
· Lær sproget – gå til sprogundervisning – her mødte jeg ex en ny veninde (men man kan godt finde job, selvom man ikke taler sproget)
· Meld dig til sport
· Opsøg fællesskaber ex med kolleger
· Vær åben og engageret
· Hvis det er svært at få lokale venner, så opsøg andre danskere ex. i Sømandskirken (lyder underligt, men der er gode arrangementer i weekenden)
· Og husk, at du altid kan tage hjem igen