

I uge 40 og 41 får Kvindemuseet i Aarhus besøg af de 4 1.G klasser på hhx i forbindelse med undervisningen i Samfundsfag. Hold 2 besøgte museet tirsdag den 2. oktober.
Vi har booket et skræddersyet forløb på 2 timer, hvor der er fokus på demokrati og politiske deltagelsesformer ud fra en ligestillingsvinkel.
Vi lærte, at Grundloven af 1849 ikke gav stemmeret til ”de 7 F’er: fruentimmere (kvinder), folkehold, fattige, fremmede, fallenter (konkursramte), fjolser (udviklingshæmmede og psykisk syge) og forbrydere.
Demokratiet var således forbeholdt en begrænset flok. Kvinderne fik først valgret i 1915.
For især drengene var det en udfordring at erfare, hvordan korsetter i 188-tallet indskrænkede kvindernes udfoldelsesmuligheder (se billeder). Gennem udstillingen ”Frihed, lighed og søsterskab” fik vi indblik i 1970’ernes kvindebevægelse, herunder Rødstrømpebevægelsen. Udstillingen viste markante og morsomme eksempler på de forskellige midler, der blev taget i brug for at gøre opmærksom på budskabet.
Kvindemuseet har til huse i det gamle rådhus i Århus, og vi opholdt os en del af tiden i dan gamle byrådssal.





