Lectio Håndbog

17.

april

2026

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

Gymnasielærere fra Østrig:
Undervisning i Danmark
virker mere som coaching

IMG 3434 IMG 3434

Østrig er med på listen over lande, som Handelsgymnasiet samarbejder med, og i december var 14 HHX-elever på udveksling i den østrigske by Graz.

Nu har gymnasieleverne og deres lærere fra Østrig været på genbesøg i Skanderborg og oplevet dansk kultur, skoleliv og undervisningsform helt tæt på.

Hvad har de to østrigske gymnasielærere observeret? Hvad er deres indtryk af skolen og undervisningen? Og hvilke erfaringer tager de med hjem til Østrig?

Her fortæller de to undervisere, Anna Kaiser og Christoph Stiegler, fra WIKU BRG i Graz om deres oplevelser i Danmark.

Hvordan oplever I modtagelsen i Danmark?

Vi er meget imponerede over den måde, vi er blevet budt velkommen på. De to HHX-undervisere, Annette og Birgitte, har taget imod os med åbne arme. Altså, danskerne har generelt en meget åben velkommen-ånd, hvor de inviterer ind. For eksempel inviterede Birgitte os med hjem i hendes hus, hvor hun bor med familien, og desuden tog hun os med ud i deres sommerhus, så vi også kunne opleve det. Åbenheden gør stort indtryk.

Hvilke generelle forskelle mellem Østrig og Danmark har I bidt mærke i?

Den danske kultur og levemåde er meget anderledes end den østrigske. Danskerne har en mere ’slow-down’ mentalitet, hvor man ikke har så travlt. Det virker mere ’slow’ i arbejdslivet, i trafikken, i kommunikationen, ja i hele levemåden.

Vi er overraskede over, at supermarkederne har åbent helt til kl. 22, det er vi slet ikke vant til. I Østrig er der også lukket om søndagen. Den offentlige trafik i Danmark virker heller ikke til at være så udbygget, som den er i Østrig. Der er ikke så mange bus- og togafgange her, i Østrig kører de hele tiden.

Er der forskel på de danske og østrigske elever?

En af HHX-eleverne, Jonas, inviterede os alle sammen, både lærere og elever, med ud i hans families sommerhus ved Ebeltoft, og der var en skøn atmosfære, så hyggeligt, og man følte sig bare velkommen. Det imponerede os også, at Jonas bare klarede det hele selv ude i sommerhuset. Altså virkeligt et selvstændigt ungt menneske, som ordner alt praktisk og sørger for sine gæster. Det er nok ikke så normalt i Østrig.

De danske elever er ikke så pressede som de danske, de har ikke en masse, de skal lære udenad, og heller ikke så mange tests. I Østrig er det omvendt, her skal eleverne huske meget og vise det ved tests.

Hvad er jeres indtryk af skolen i Skanderborg?

SCU er en smuk skole. Der er mange steder at sidde og snakke og lave gruppearbejde, og kantinen er et dejligt, stort og lyst rum. Vi er imponerede over skolens multibane og hele den rørende historie om en HHX-klasse, der har samlet penge ind til multibanen og døbt den ’Oskars bane’ til minde om en klassekammerat, der døde på en udvekslingstur til Spanien.

Personalerummet på SCU er også helt fantastisk med en rigtig god kaffemaskine, og der er lavet siddepladser udenfor, så man kan sidde der og nyde pauserne. Vi har også bemærket, at der er flere kontorer og forberedelsesrum til lærerne på SCU. I Østrig sidder alle lærerne ved det samme bord.

Hvilke forskelle har I observeret på undervisningen i Danmark og Østrig?

For det første er skolesystemet bygget anderledes op end det danske. Vi har børn og unge fra 10 til 18 år hos os, hvor de unge på SCU er cirka 16 til 20 år.  Eleverne i Østrig må heller ikke forlade skolens område overhovedet, man tiltaler lærerne med Herr Professor og Frau Professor, og eleverne skal lære stoffet udenad. De danske elever er mere højrøstede og har lidt mindre disciplin ift læreren, end vi er vante til. Men de danske elever har en rigtig god kontakt til deres lærere på en helt anden måde, end vi har i Østrig. Undervisningen i Danmark virker mere som coaching.


Er der konkrete erfaringer fra Danmark I kunne overveje at tage med til Østrig?

Det sætter nogle tanker i gang, at der ikke er så meget udenadslære i Danmark, for eleverne taler jo eksempelvis fint engelsk alligevel. Så måske kunne man godt gøre sig nogen tanker om, hvor vidt det er nødvendigt med så mange fakta og detaljer, der skal læres udenad, om der måske er et andet system.

Det gjorde også indtryk på os, at de danske unge viste så stor interesse i politik og folketingsvalget. Især drengene diskuterede det meget, og de lærte også os om systemet i Danmark.

 

Hvad vurderer I, at eleverne fra Østrig får ud af at have udveksling med HHX i Skanderborg?

De bliver mere open-minded, når de oplever andre kulturer og finder ud af, at hele verden ikke fungerer ligesom i Østrig. De får også nye venner på tværs af grænser. Der opstod jo allerede venskaber, da HHX’erne var i Graz i december, og mange har holdt kontakt siden. Vi kan også se, at der er en stor læringsproces for de østrigske elever i at være sammen med de danske elever. De lærer simpelthen en masse af at være sammen med nogen, der er ældre end dem selv. I starten var det lidt et chok for nogle af dem, men vi kan se, at de nyder det nu, og det er godt for dem at se, hvordan danske unge for eksempel både kører bil og har fritidsjob.


Opholdet i både Skanderborg og Graz er økonomisk støttet af Erasmus+, der er et EU-program, som støtter internationalt samarbejde om uddannelse og læring.

 

Læs også de østrigske elevers indtryk af Danmark

Galla for afgangselever fredag 8. maj - se invitation