

Caroline Marx har fået læreplads hos BKI Foods i Højbjerg og starter den 15. august 2025.
Til Karrieredag på SCU, hvor lokale virksomheder slog vejen forbi skolen for at fortælle EUX-eleverne om ledige lærepladser, blev Caroline Marx fanget af oplægget fra BKI Foods.
- Det lød bare fedt og lige noget for mig. Især er jeg vild med, at det er en læreplads med stor bredde i opgaverne. Lige fra administration og markedsføring til salg og planlægning af events, ja jeg kan endda også være med til at prøvesmage kaffe, siger Caroline Marx fra EUX2B.
Til sommer har hun gennemført to års undervisning på EUX Business og glæder sig til at få den grå studenterhue på hovedet. Herefter starter hun på sin læreplads hos BKI Foods i Højbjerg.
- Jeg glæder mig til at komme ud og arbejde og bruge det, som jeg har lært. Selvom der er rigtig mange ting, som jeg vil komme til at savne på EUX, så bliver det også dejligt at prøve noget andet end at gå i skole, siger Caroline Marx.
På Karrieredagen på SCU fik Caroline Marx en god snak med kaffe-folkene fra BKI, efterfølgende skrev hun en ansøgning og blev kaldt til samtale.
- Samtalen gik godt, selvom jeg var nervøs, og bagefter blev jeg vist rundt på BKI og fandt ud af, at der også er kolleger cirka på min alder, hvilket er rart. Han gav mig en pose kaffe sagde, at den nok var hjemme. Et par dage senere blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg havde fået lærepladsen, husker Caroline Marx.