Lectio Håndbog

26.

februar

2019

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

HF-elever indretter nyt bymuseum

Mellem Gade Og Galleri Mellem Gade Og Galleri

Hvordan laver man et gammelt posthus om til et moderne museum? To HF-elever fra SCU har sammen med 30 andre unge arbejdet på at nytænke fremtidens indretning for Museum Skanderborg, som skal flytte ind i de gamle postlokaler ved siden af banegården.

De unge har arbejdet i døgndrift for at iscenesætte fem rum i posthuset, der skal gengive stemninger, som, de mener, er vigtige i et moderne bymuseum.

De fem stemninger er: Discovery, Transition, Sharing, Belonging og The Unexpected.

- Det har været en fantastisk mulighed for eleverne at arbejde med design, arkitektur og oplevelse i menneskeskala, og der var stor opbakning på åbningsdagen, hvor omkring 200 mennesker indtog udstillingen i løbet af dagen, siger Melanie Dalentoft, der underviser HF-elever i design og engelsk.

De to HF-elever Sille Ottosen Paulsen og Bertram Krüger Wegener har sammen med de øvrige unge brugt blandt andet lys og sejldug for at skabe den rummelige installation ”Mellem Gade og Galleri”. 

Målet er at fremstille et bindeled mellem gade og galleri, fordi Museum Skanderborg gerne vil skabe et nyt bymuseum, der kan binde byen sammen.

Museumsdirektør Lene Høst-Madsen er imponeret over de unges indsats.

- Det er virkeligt grundigt og begavet arbejde, de unge har udført. Og resultaterne vil blive bragt med ind i museets fremtidige arbejde, ligesom det er mit håb, at flere af de lokale unge deltagere vil være med til at skabe det nye museum, siger museumsdirektøren i en pressemeddelelse.

Godt halvdelen af de unge kommer fra Skanderborg, mens de øvrige deltagere er kreative folk fra den internationale nonprofit organisation Imaginations Cross Cultures.

 ”Mellem Gade og Galleri” er samtidig et forskningsprojekt, der skal undersøge forholdet mellem kulturinstitutioner og lokalsamfundet.

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12