Lectio Håndbog

4.

september

2023

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

HHX’ere klar til regionale mesterskaber i Aalborg

IMG 5962 IMG 5962

Med prototyper, roll-ups, en skarpskåret power point-præsentation og solid faglig viden fra afsætning og virksomhedsøkonomi i bagagen er fire HHX’ere fra SCU klar til de regionale mesterskaber i DM i Erhvervscase i Aalborg.

I morgen tidlig pakker de fire HHX’ere bilen og sætter kursen mod Aalborg. Her skal talentfulde elever fra hele regionen dyste om at gå videre til finalen i DM i Erhvervscase.

Det handler om at demonstrere kreativitet, analytiske evner og innovative løsninger.

I år er det optikerkæden Louis Nielsen, som er case og dermed centrum for konkurrencen, og de fire HHX’ere har kun otte minutter til at overbevise dommerpanelet i Aalborg om, at netop deres forretningsidé skal have billetten videre til DM-finalen.

-        - Vi er ret godt tilfredse med vores idé og har lagt rigtig mange arbejdstimer i det, så vi satser på at gå videre til finalen, ellers bliver vi skuffede, lyder det fra HHX-gruppen, der består af Anders Buur Thygesen, Mathias Oxlund Orris, William Lyng Bjerre og Simon Broch Petersen fra HH3B.

Gruppens idé hedder ’Pure Sight’. Det er et kosttilskud, der kan vedligeholde et godt syn og mindske risikoen for øjensygdomme, og der er ingen tvivl om, at gruppen går all-in. Ud over gennemarbejdede outdoor-reklamer, roll-ups og en skarpskåren power point-præsentation har gruppen også fremstillet en kosttilskudsprototype.

De har designet labels med ’Pure Sight’ på nettet i Louis Nielsens grønne signaturfarve, og selve kosttilskudspillerne og glaslågene har gruppen selv malet grønne for at matche optikerkædens karakteristiske logofarve.

 - Vi har skåret vores power point skarpt til, så der er mest fokus på vores idé ’Pure Sight’, og at den er realiserbar. Otte minutter er ikke ret lang tid, så derfor har vi fravalgt en masse informationer om teori og metode i vores præsentation. Vi vil forklare det ganske kort, men går ikke i dybden. Hvis dommerpanelet spørger til det, har vi selvfølgelig styr på det og kan svare, forklarer de fire HHX’ere.

De er enige om, at DM i Erhvervscase er en supergod idé for elever på handelsgymnasiet.

-        - DM i Erhvervscase er på en måde essensen af HHX. Vi tager en udfordring og løser den. Desuden er det en god måde at få fagene afsætning og virksomhedsøkonomi ind under huden på, og det er fedt, at det er en selvstændig proces. Det øger vores ambitioner og engagement, og det kunne jo være fantastisk, hvis vi kunne skrive på vores CV, at det er lykkedes os at skabe et helt nyt produkt til Louis Nielsen, understreger erhvervscase-teamet.

Planen er, at ’Pure Sight’ lanceres som en abonnementsordning med 90 piller i hvert glas, så det svarer til et nyt glas i kvartalet, og allerede det andet år efter lanceringen regner HHX-gruppen med et millionstort overskud på kosttilskuddet.

På landsplan går seks hold videre til finalen i DM i Erhvervscase, som afholdes den 20. september på Børsen i København.

DM afholdes af Danske Erhvervsskoler og -gymnasier i samarbejde med Dansk Erhverv.

IMG 5958 IMG 5958

Pure Sight er et kosttilskud, der kan vedligeholde et godt syn og mindske risikoen for øjensygdomme. 

IMG 5968 IMG 5968

Gruppen har også produceret flere bud på outdoor-reklamer for Pure Sight.

IMG 5959 Kopi IMG 5959 Kopi

To store roll-ups skal med til Aalborg i morgen.

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12