Lectio Håndbog

24.

februar

2025

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

HHX elever pitcher ideer for Hørning Idrætscenter

Hørn1 Hørn1

Seniorklub, golf-simulator eller småbørnsunivers. HHX-elever tænker ud af boksen med kreative ideer til at videreudvikle Hørning Idrætscenter.

En seniorklub med yoga, bingo, strikkehygge og vandreture. Lyder det som en god idé? Eller hvad med et legeland for børn? Måske en golf-simulator?

Hørning Idrætscenter er på jagt efter gode ideer til, hvad der skal ske med de 300 kvadratmeter, som frigøres, når fritidsklubben rykker ud af centerområdet, og får hjælp af innovationselever på HHX i Skanderborg.

Innovationseleverne har fået til opgave at videreudvikle idrætscentret og komme med nye ideer til, hvordan centret kan komme i mål med sin vision om at være et samlingspunkt for alle i byen og lokalområdet.

- Eleverne har fået et meget konkret oplæg at forholde sig til, så de både kan være kreative, men samtidig også realistiske med deres ideer, så det ikke stikker helt af med forslag om helikopter-park og egen landingsplads i Hørning, siger Mads Buus Nielsen, der underviser i innovation, afsætning og virksomhedsøkonomi på HHX på SCU i Skanderborg.

Første skridt i processen var et besøg på Hørning Idrætscenter, hvor innovationseleverne blev klædt på til opgaven. Herefter skulle grupperne hjem i maskinrummet for at udvikle ideer og klargøre en præsentation.

- Ideerne skal også relatere sig til de fagbegreber, som vi arbejder med i undervisningen, og derfor er der også fokus på behovsanalyse, omkostninger og økonomisk perspektiver, forklarer Mads Buus Nielsen.

Innovationseleverne har i denne uge pitchet deres ideer for HHX-underviseren og centerchef i Hørning Idrætscenter, Rune Bjerregaard, som er godt tilfreds med dagens udbytte.

Hørn3 Hørn3
Hørn2 Hørn2

- Generelt var eleverne rigtig gode og havde arbejdet grundigt med deres ideer. Mange af ideerne var allerede en del af vores egen ”ide-bank”, så det var en god måde at få bekræftet på, at andre også kunne se de samme tanker, som vi selv har. Der kom dog også nogen helt nye ideer frem, som vi nu vil kigge nærmere på, siger centerchef i Hørning Idrætscenter, Rune Bjerregaard.

Hørning Idrætscenter skal nu finde ud af, om nogle af ideerne kan indgå i centrets fremtidsplaner om at være et relevant samlingspunkt i lokalområdet.

- Mange grupper havde fokuseret på fysioterapi, som også ligger højt på vores egen liste, men der var også kreative ideer omkring et legeområde og en golf-simulator, som også var meget interessante. Vi har endnu ikke lagt os fast på én ide endnu, men vi har taget alle de gode ideer fra eleverne med og tager dem med i vores videre arbejde, understreger Rune Bjerregaard.