”Mødte op med ansøgning og var så nervøs, at jeg ikke kunne huske min egen alder”
Tilbage i 2023, da Oscar Cressesse stadig går på EUX Business på SCU, har skolens lærepladskoordinator inviteret hele årgangen til Karrieredag. Her kommer en masse virksomheder og fortæller om ledige lærepladser, og denne februardag sidder Oscar klar til at lytte til oplægget fra Bestsellers repræsentant.
- Jeppe stod der i sit totalt seje denimsæt på Karrieredagen og fortalte om, hvordan det var at være elev i Rømerhuset. Alle lyttede bare, det var spændende og intenst, og man kunne mærke, at han var vant til at stille frem. Jeg tænkte fede opgaver og gode kolleger, og jeg kunne bare mærke, at ’YES, der er den, dér vil jeg gerne have læreplads. Siden er det legendariske outfit gået over i historien som ”Jeppe-sættet, griner Oscar.
Efter Karrieredagen finder Oscar frem til Jeppe på Instagram, og selvom han er bange for, at det virker lidt ”stalker-agtigt”, skriver han en besked til Jeppe og spørger, om han må komme forbi Rømerhuset med en ansøgning. Svaret er ja, og Oscar tropper rystende nervøs op i flagskibsbutikken på Skt. Clements Torv og henvender sig ved disken.
- Der stod Simon med tatoveringer og stort skæg, jeg var totalt shaky og fik fremstammet, at jeg gerne ville søge læreplads. Han henviste mig til at gå op til Stine på kontoret, og jeg havde jo hjemmefra forberedt, hvad jeg skulle sige, men jeg havde ikke forberedt mig på, at nogen ville spørge til min alder. Altså jeg var så presset, at jeg slet ikke kunne sige min alder, da hun spurgte. Når jeg tænker tilbage på det, virker det jo helt skørt, fortæller Oscar i personalerummet på fjerde etage i Rømerhuset.
Efterfølgende bliver Oscar inviteret til første jobsamtale. Den går godt, fornemmer han, og Stine ringer og inviterer til anden samtale. Bestseller vil se, hvordan han er ”på gulvet” i Rømerhuset.
- Jeg skulle prøve at være i butikken og var så meganervøs, men forsøgte bare at gøre mit bedste og bevise mit værd, forklarer Oscar, som herefter bliver indkaldt til tredje samtale og lander lærepladsen.
- Jeg blev så glad og så stolt. Hele min familie var så stolte. Det var en fantastik følelse.
Oscar ansættes i en prøveperiode på tre måneder, mens han stadig går på EUX Business på SCU i Skanderborg, og bliver store-helper 4-7 timer om ugen og arbejder efter skole og i weekenden. Det fungerer som en god indflyvning til at lære Rømerhuset at kende, og efter han får studenterhuen på, starter han fuldtid med lærepladsen i flagskibsbutikken.
- Det var nice at være her fra dag et. Folk hjælper hinanden, og der er ingen dumme spørgsmål. På EUX kunne man nogle gange gemme sig på bagerste række, men det kan man ikke i butikken. Her bliver man målt og vejet og skal være smilende og imødekommende hver dag. Jeg bliver så imponeret over, at kollegerne her kan huske mange af kunderne, og den der ekstra service er så vigtig. Jeg elsker at have god connection med kunderne og gør mig umage med at huske dem og sige hej og velkommen tilbage, når de kommer ind i butikken. Det betyder meget, at man bliver set og husket, understreger Oscar.
I august 2026 er Oscar Crescesse færdigudlært og bliver spurgt, om han vil holde en tale til den store elev-dimission hos Bestseller, hvor alle koncernens udlærte og deres familier samles.
- Det var godt nok grænseoverskridende at stå der foran 500 mennesker. Min tale handlede om stolthed, om at være stolt over min egen udvikling de seneste to år, men også om at være megastolt over at arbejde i Rømerhuset og være en del af teamet.
Efter Oscar er fastansat, er der nu startet en ny elev i Rømerhuset, og det forpligter til at dele viden og sørge for, at næste generation af elever klarer sig godt.
- Det er nervepirrende. Jeg vil gerne, at han klarer sig godt, og nu peger pilen jo på mig, griner Oscar Crescesse.