Lectio Håndbog

20.

juni

2025

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

HHX overrasker Virring Skole: Brobygningselever vinder SMUK-præmie

Virring1 Virring1

En gruppe brobygningselever fra Virring Skole løser problem med ti tons efterladte luftmadrasser på Smukfest og overraskes med vinderpræmier.

Ella Kjær, Cecilie Skov Hedegård og Elisabeth Rothmann Holm i 8. klasse på Virring Skole fik torsdag morgen en kæmpe overraskelse, da en delegation fra Handelsgymnasiet troppede op i klasselokalet med guldkonfetti og vinderpræmier.

- Vi er da helt i chok. Og ja, vildt glade. Vi blev bare fuldstændig overraskede, da der pludselig kom nogen ind ad døren med konfettirør. Vi havde ingen idé om, hvad det lige handlede om, forklarer de tre elever fra 8. klasse, som tidligere på året var på brobygning på Handelsgymnasiet i Skanderborg.

I forbindelse med forårets brobygning for 8. klasseelever lavede HHX en konkurrence i samarbejde med Smukfest. Festivalen har nemlig en kæmpestor udfordring med de ti tons luftmadrasser, som gæsterne hvert år efterlader på pladsen, og eleverne skulle give et bud på bæredygtige løsninger.

I løbet af to måneder var i alt 455 8. klasseelever fra forskellige folkeskoler i brobygning på HHX. Det blev til 60 innovative ideer, hvoraf Smukfest fandt frem til de tre vindere fra Virring Skole.

Deres ide er at rengøre de efterladte luftmadrasser og sy dem om til hynder og puder, blandt andet ved at samarbejde med en designerskole, et værksted eller Ungdomsskolen. Smukfest skriver i begrundelsen:

”Skønt, at eleverne tænker i retning af designskole og værksted, evt Produktionsskole, og Ungdomsskole. Vi tænker, at de hynder, der potentielt kunne blive lavet af brugte luftmadrasser, både kunne få liv i skoven, men også kunne få et liv i siddeområder ude på skolerne. Så stort tillykke og tak til Elisabeth, Cecilie og Emma fra Virring Skole. Vi glæder os til at se jer i skoven om onsdagen!”

Vinderpræmien er nemlig en onsdagsbillet til festivalen med rundvisning på pladsen og backstage, og den overraskelse blev taget godt imod i klasselokalet i Virring torsdag morgen.

- Det er jo helt vildt. Altså, det havde vi slet ikke regnet med. Vi har jo ikke tænkt mere på brobygningsopgaven, og vi troede, at der var var fundet en vinder for længe siden, så det her er virkelig en overraskelse, siger de tre brobygningselever.

Formålet med konkurrencen er at bygge bro mellem den teoretiske undervisning på HHX og en praksisnær udfordring, som en virksomhed kan stå overfor – og dermed give brobygningseleverne et godt indblik i, hvad det vil sige at gå på Handelsgymnasiet.

Læs mere om luftmadras-opgaven

Virring3 Virring3
Virring2 Virring2

Ella Kjær, Cecilie Skov Hedegård og Elisabeth Rothmann Holm i 8. klasse på Virring Skole fik torsdag morgen en kæmpe overraskelse, da en delegation fra Handelsgymnasiet troppede op i klasselokalet med guldkonfetti og vinderpræmier.

Dimissioner på SCU fredag den 27. juni - se invitation