Lectio Håndbog

13.

april

2023

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

IT-spydspidser på messe i London

IMG 2576 IMG 2576

To af SCUs it-spydspidser, Kristian Lee Lorentzen og Lasse Tage Olsen, har deltaget i den internationale messe for uddannelsesteknologi, BETT-messen, i London for at opsnappe nye trends og tendenser. Et af messens helt store temaer var brugen af kunstig intelligens i klasselokalet.

Kristian Lee Lorentzen og Lasse Tage Olsen har skrevet en frontberetning fra BETT-messen i London. Læs med her:


BETT står for British Educational Training and Technology. Messen, der blev afholdt for 37. gang i London, er en messe for uddannelsesteknologi, hvilket betyder, at man på messen kan se oplæg, paneldebatter, besøge messestande og afholde netværksmøder – alt sammen med afsæt i, hvordan teknologi kan bruges i undervisning.

Inden turen var vores håb, at besøget ville give os et rigt udbytte i forhold til både netværk med andre danske skoler, et indblik ind i Microsoft-platformens retning for fremtiden, samt ikke mindst viden om konsekvenserne for implementeringen af kunstig intelligens, Artificial Intelligence (AI), i uddannelsessektoren.

Vi kommer hjem med lidt af det hele.

For det første fik vi en forståelse for, hvor langt fremme vi faktisk er på SCU i forhold til brugen af Microsofts programmer, men også hvor mange muligheder vi stadig mangler at udnytte. Her kan vi nævne Sharepoint som eksempel. Derfor vil det være et område, som vi fremover vil begynde at udforske.

Desuden kan det nævnes, at måden, vi bruger Teams på, fint overholder GDPR reglerne. Det er meget rart, at vi her kan føle os helt sikre på, at Microsoft er det helt rigtige valg i forhold til uddannelsesbrug. Vi kommer dermed ikke til at stå med håret i postkassen ligesom andre skoler, der har brugt for eksempel Googles løsninger.

Teams som centralt it-værktøj i undervisningen

Af andre ting vi kommer hjem med, kan det nævnes, at Microsoft platformen – det vil sige Microsoft 365 - allerede inden længe introducerer flere add-ons til bl.a. Teams. Disse add-ons vil give os virkelig mange spændende værktøjer i Teams.

Elever kan bl.a. lære, hvordan man bedst finder information med Search Coach, eller noget helt nyt, Classwork, som også ser meget spændende ud.

I det hele taget ser det ud til, at Microsoft lægger flere og flere funktioner ind i Teams, som vi tidligere har anvendt OneNote klassenotesbog til. Det betyder, at vi i fremtiden sandsynligvis skal bruge mere tid på Teams som det centrale it-værktøj i undervisningen.

Nye bud på kunstig intelligens

Det, vi savnede, mest på messen var, at de helt store spillere, som for eksempel Microsoft fortalte mere om, hvad de vil med AI i fremtiden. Vi ved allerede nu, at Microsoft har introduceret søgemaskinen Bing, baseret på ChatGPT 4.0, og også CoPilot i 365, som ser virkelig imponerende ud.

Desværre virkede det som om, at det først er næste år, at vi virkelig får at se, hvordan det kan revolutionere undervisningen. Vi må vente og se.

Heldigvis var der flere mindre messestande, der præsenterede virkelig spændende løsninger med AI i undervisningen – måske mest tydeligt eksemplificeret ved virksomheden Nolej, der allerede tilbyder konkrete løsninger, der kan bruges til vores elever og kursister. Mon ikke Microsoft også her kommer på banen med konkrete løsninger inden længe.

Til sidst kan vi nævne, at AI generelt var et meget varmt emne overalt på messen i de dage, vi deltog. Flere oplæg med afsæt i AI var så velbesøgte, at der simpelthen ikke var plads til alle interesserede.

Det er en spændende tid, vi går i møde. ChatGPT fortæller os, at kun AI ved hvad fremtiden bringer ;)

BETT-messen

Åbent Hus på SCU lørdag 25. januar 2025 kl. 10-12