27.
marts
2025
Marcus var afhængig af pengespil: Jeg måtte lyve og hustle
Marcus Mossalski brugte sin konfirmationsopsparing på pengespil. Han løj for sine forældre og sin kæreste. Han lånte penge af sine klassekammerater i gymnasiet og blev så afhængig af gambling, at han spillede døgnet rundt. Om morgenen, inden han gik i bad. I bussen på vej til skole, i timerne, i pauserne. På fritidsjobbet, til aftensmaden, i biografen. Inden han sov, og igen flere gange om natten. Marcus Mossalski kom så langt ud, at han mistede sine venner og gik som 18-årig med selvmordstanker. I dag er han 24 år, spillefri ludoman og uddannet ludomanibehandler.
Marcus Mossalski fik sit første kick på en betting-app, da han var 15 år. Efterfølgende blev han stamgæst i kiosken, hvor han først satsede 10 og 20 kroner. Snart voksede indsatsen til 100 kroner, til 2.000 kroner, til 4.000 kroner… og rusen var enorm, da han vandt en god sum penge på et kinesisk fodboldhold.
- Jeg oplevede et kæmpe kick, når jeg spillede på sportsresultater og vandt. Det kan ikke sidesættes med noget andet. Det var vanvittigt fedt. En hel enorm tilfredsstillelse, og jo flere penge jeg satsede og vandt, jo mere tilfredsstillende var det, forklarede Marcus Mossalski, da han i denne uge holdt et oplæg for alle 1.g’erne på HHX.
- En gang vandt jeg 40.000 kroner på en tenniskamp, og de penge kunne jeg jo have brugt på dyre ure, mærketøj og alt muligt andet lækkert. Men ikke alverdens lækre ting kunne konkurrere med den rus, jeg fik ved at spille. Jeg kunne ikke begrænse mig, og jeg kunne ikke stoppe.
I løbet af gymnasietiden eskalerede afhængigheden, og han spillede døgnet rundt. Om morgenen, inden han gik i bad. I bussen på vej til skole, i timerne, i pauserne. På fritidsjobbet, til aftensmaden, i biografen. Inden han sov, og igen flere gange om natten.
- Jeg kunne først falde i søvn, når jeg lige havde spillet 1.000 kroner på en badmintonkamp. Jeg vågnede ofte om natten. Pudsigt nok, når en kamp var færdig, og jeg kunne se, om jeg havde vundet eller tabt. Når jeg var med min kæreste i biografen, løb jeg ud på toilettet 5-7 gange i løbet af filmen for at spille. Og når vi spiste aftensmad, havde jeg i al hemmelighed mobilen med under bordet. Jeg var aldrig rigtig nærværende, fortalte Marcus Mossalski tirsdag formiddag på SCU.
I gymnasiet lånte han penge af sine klassekammerater og lovede dem den store gevinst. Men de store gevinster udeblev, og vennerne blev trætte af ikke at få deres penge igen.
- Jeg måtte lyve og hustle, jeg snød og bedrog mine venner, min familie og min kæreste. Min spilafhængighed betød, at jeg ikke deltog i noget socialt, ingen fredagscaféer og ingen fester. Jeg ville hellere være derhjemme og spille. En gang midt i en matematiktime tabte jeg stort på en hviderussisk bordtenniskamp, og jeg var på røven. Jeg kiggede rundt og tænkte på, hvem jeg kunne låne penge af. Pludselig gik det op for mig, at jeg allerede skyldte de fleste penge, og lige dér fik jeg et kort moment følelsen af, at jeg var langt ude, husker Marcus Mossalski.
Skylden og skammen voksede i takt med spilleriet. Den 31. januar 2019 overtalte hans kæreste og familie ham til at gå med til en samtale hos Tjele Misbrugscenter i Aarhus.
Marcus Mossalski havde absolut ingen plan om at stoppe sit pengespil, men tog med til en forsamtale for at gøre de andre glade. På vej op ad trappen til misbrugscentret nåede han at satse sine sidste 50 kroner på en amerikansk tennisspiller.
- Til samtalen stillede de mig 20 spørgsmål. Hvis man kan svare ja til syv eller flere, er det tegn på, at man har brug for behandling. Jeg svarede ja til 19. Det sidste spørgsmål var, om jeg havde tanker om selvmord. Jeg løj og svarede nej for min families og kærestes skyld. Men reelt var det ja til 20 ud af 20 spørgsmål. Jeg var galoperede ludoman.
Marcus Mossalski gik i behandling og har siden den dag i januar 2019 været spilfri ludoman. I dag arbejder han som ludomanibehandler, holder foredrag og bruger blandt andet fritiden på at være fodbolddommer.
- Jeg lavede en aftale med mine forældre, som betalte gælden til mine venner, og jeg betalte så tilbage til mine forældre. Jeg skrev også en besked til alle dem, jeg havde lånt penge af, og jeg var åben om min behandling på de sociale medier. Det gik op for mig, at jeg var langt ude, og at mit mentale helbred var vigtigere end pengene, forklarede Marcus Mossalski, som er ansat i Tjele Behandlingscenter i Aarhus, som man kan kontakte døgnet rundt på telefon 70204080, også for at få anonym rådgivning.
