Lectio Håndbog

30.

september

2024

Header Grafik Subpage Header Grafik Subpage

HF-elever fra populær ordblindeklasse rykker ind på Rådhusloftet

IMG 0443 (1) IMG 0443 (1)

HF-klassen for ordblinde elever i Skanderborg er populær, når der skal vælges ungdomsuddannelse.

For andet år i træk er der nemlig startet 29 elever i en nyoprettet ordblindeklasse. Populariteten betyder, at tilbuddet fortsætter til næste skoleår.

I anledning af den Internationale Ordblindeuge i uge 40 rykker elever og studievejledere ind på Rådhusloftet i Hørning for at fortælle om hverdagen på skolen.

HF i Skanderborg har igen i år oprettet en ordblindeklasse med 29 elever. Her tager de en almindelig HF-studentereksamen på kun to år. Undervisningen er skræddersyet til ordblinde elever med ekstra tid, støtte og it-hjælp. Populariteten betyder, at der også etableres en ordblindeklasse til næste skoleår.

- Det har vist sig, at ordblindeklassen er et populært tilbud igen i år, og derfor fortsætter vi også med tilbuddet i skoleåret 2025/26. Det skal dog nævnes, at man som ordblind ikke behøver at søge ind i ordblindeklassen, når man vælger at tage en ungdomsuddannelse på HF. Man kan sagtens vælge en ’almen’ klasse med et mix af ordblinde og ikke-ordblinde elever, siger May Britt Klamer, der er underviser på HF, som er en del af SCU på Campus Skanderborg.

Hvis man er nysgerrig på ordblindeklassen og gerne vil vide mere om hverdagen på skolen, undervisningen og det sociale, er der i anledning af Den Internationale Ordblindeuge mulighed for at møde to nuværende elever og en studievejleder fra HF på Rådhusloftet på Hørning Bibliotek torsdag den 3. oktober.


Fagligt rykker eleverne helt vildt

- De to elever er nu i gang med andet år i ordblindeklassen, og generelt har vi oplevet, at hele klassen er virkelig gode til at bruge deres hjælpemidler og er nysgerrige på det faglige. De er gode til at stille spørgsmål og opsøge hjælp, og så har de bare en super indstilling til tingene. De ved godt, at det er hårdt arbejde og klør på. Vi kan mærke, at de har et særligt fællesskab, hvor de også er gode til at hjælpe hinanden, forklarer May Britt Klamer, der sammen med det øvrige lærerteam glæder sig over, hvor meget klassen fagligt har rykket sig i løbet af det første år.

- Det er helt, helt vildt hvor meget de rykker. De klarede eksamen på første år rigtig godt, og nu her på andet år har de valgt studieretning og er pludselig sammen med elever uden for den normale ordblinde-stamklasse. Og her finder de ud af, at de godt kan følge med de andre elever, og valgfagslærerne giver udtryk for, at de er imponerede over deres arbejdsindsats, understreger hun.

Kvaliteten i undervisningen er den samme som på andre 2-årige HF og giver samme adgang til videregående uddannelser. Den eneste forskel er, at undervisningen skræddersyes til ordblinde elever.

Det indebærer blandt andet, at der bruges hjælpemidler som for eksempel Appwriter og Intowords, der er kun få lektier efter skoletid, der er ingen standpunktskarakterer, og der er automatisk ekstra tid til eksamen med mulighed for at diktere og hjælp til struktur i eksamensperioden.

Desuden er der på første år støttelærere på i 95 procent af undervisningstiden.

 
Gratis tilbud til voksne med ordblindhed

På Rådhusloftet får studievejlederen og de to elever fra HF følgeskab af en uddannelsesleder fra VUC og en voksen-kursist fra et af ordblindeholdene på VUC i Skanderborg, som vil fortælle om muligheden for gratis screening og gratis ordblindeundervisning for voksne.

- Det viser sig jo faktisk, at næsten 12 procent af alle danskere har ordblindhed, og mange er måske aldrig blevet testet, hverken som barn, ung eller voksen. Vi ved, at ordblindhed er arveligt, så måske er der nogen i forældregruppen, som gerne vil testes, og som måske kan have glæde af ordblindeundervisning for voksne. Derfor henvender vi os både til de unge og deres forældre, når vi rykker ind i Kulturhuset, siger May Britt Klamer.

SCU har også produceret en podcast om hverdagen i ordblindeklassen på HF. Podcasten findes på scu.dk, hvor der også er mere information om ordblindeundervisningen på VUC.

Podcast SCHOOL TALK

HF ordblind

VUC Ordblindeundervisning

Online uddannelsesevent for 8. klasser 22. oktober kl. 19-20.30